Frankrig

Flodbådsferie på Canal du Midi for hele familien

Sommerferien nærmer sig med hastige skridt. Har du styr på dine ferieplaner? Et af de bedste ferieminder, jeg har, er fra den gang, hvor vi var på flodbådsferie på Canal du Midi i Frankrig. Den mest berømte kanal i Frankrig.

Canal du Midi har været på UNESCOs verdensarvsliste siden 1996 og har en længde på over 240 km. Forbundet med Garonne i Toulouse forbinder den dermed Atlanterhavet med Middelhavet. Den krydser blandt andet departementer Haute Garonne, Aude og Hérault og løber gennem byer som Carcassonne og Béziers.

Canal du Midi blev bygget mellem 1666 og 1681 af 12.000 mænd. Det er en af de ældste kanaler i Europa med 63 sluser, men trods det har man stadigvæk mulighed for en flodbådsferie på kanalen.

Canal du Midi flodbåd
Canal du Midi

Kanalsejllads på Canal du Midi for nybegyndere …

Selvom vi har sejlererfaring, så er det ikke ”et must”, når du lejer en flodbåd. Når du henter din flodbåd, vil der være en ansat, der gennemgår den sammen med dig og bagefter vil vedkommende forklare dig navigationsreglerne. Du vil også blive introduceret i at sejle og udføre manøvrer, men også, hvordan man passerer en sluse i op- og nedadgående retning.

Og bare rolig … Det er ikke en speedbåd, du lejer. Det er en flodbåd med en hastighed på 8 km/t, så ingen stress! Du har tid til at nyde naturen 😊

Canal du midi bateau

Du har mulighed for at lægge til i havnene i hjertet af byer og landsbyer, der grænser op til kanalen, men også i nærheden af sluserne. Der er selvfølgelig også mulighed for at lægge til bredden af Canal du Midi, men kun visse steder, hvor der ikke er markeringer.

En sidste vigtig ting : sejlads på Canal du Midi er forbudt om natten!

Flodbådsferie med sluser

For at komme igennem sluserne er det nødvendigt at være mindst 2 voksne på båden til at udføre manøvrerne. Det er ret nemt at sejle på kanalen og at komme igennem sluserne. Der er som regel en slusemester og en hjælper ved sluserne. De hjælper dig med at komme sikkert igennem. Det vigtigste er ikke at stresse, men bevare roen og lytte til de gode råd.

Sluserne er åbne mellem kl. 09 og 18/19, men der er lukket mellem kl. 12.30 og 13.30, hvor der er frokostpause. Hvilket naturligvis godt kan give lidt kø indtil der åbnes igen efter frokost.

Nogle steder er det muligt at få lidt koldt at drikke eller noget at spise, mens man venter …

Kanalbådsferie for store og små

Jeg elskede at rejse på denne måde. En meget stille rejseform, der tilbød os ferie tæt på naturen. Sejlende på kanalen så vi dyr, der gik helt ned til vandet. Der var heste, æsler, høns, geder og får. Det var meget charmende. En gang imellem hilste man på en af de lokale inde på bredden, mens båden lod sig glide afsted. Fuglene kvidrede. Inde ved vandkanten fik vi øje på en skildpadde. Det var ren idyl.

Det var fantastisk at rejse midt i naturen på den måde. Vi lagde til langs bredden og sov midt i naturen langt fra havnene. Når vi sov, kunne vi høre vandet klukke mod båden. Det var meget beroligende.
Det var lidt ligesom en flydende autocamper. Der var et bord og stole på agterdækket. Indenfor var der et lille køkken, et bord og bænke. Der var en køje med plads til to og ellers kunne bænkene forvandles til senge. Derudover var der et badeværelse med wc og bad.

Flodbådsferie eller byferie ?

Vi lagde til i en lille landsby, hvor der var marked. Denne aften startede med en god aperitif på dækket og bagefter gik vi en tur igennem markedet.

Næste morgen vågnede vi til lyden af fuglesang. Efter en god petit déjeuner  (morgenmad) tog vi igen afsted og krydsede storslåede landskaber omgivet af vinmarker.

Vi nåede til slusen kaldet ”Écluse de l’Aiguille”. Slusevogteren var en ægte kunstner, der udstillede sit arbejde i en blomsterhave. Det var virkelig originalt med disse metalskulpturer.

En flodbådsferie kan varmt anbefales! Den perfekte kombination af at trække stikket og nyde naturen, men med mulighed for at nyde bylivet også. En flodbådsferie på Canal du Midi er en anderledes ferie, men jeg er sikker på, at du også vil elske det. Det er en god måde at holde ferie på i dit eget tempo.

flodbåd på canal du midi i frankrig

4 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *