Perpignan

Tyrefægtning for dig og mig?

Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle opleve at se tyrefægtning i virkeligheden. En af de studerende fra universitet boede i den lille by Céret. Den ligger en halv times kørsel fra Perpignan og huser 8.000 indbyggere. Området er særligt kendt for deres kirsebær, men det var ikke derfor vi var inviteret… Nej, han havde inviteret os, fordi der skulle være tyrefægtning! Jeg havde ikke umiddelbart lyst til at tage afsted og se det, men blev alligevel grebet lidt af stemningen og nysgerrighed. Hvad var det for noget?

Le Pont du Diable eller Djævlebroen

Det siges, at man byggede en bro, der efterfølgende faldt sammen. Djævelen skulle have hjulpet med at bygge en ny bro, men han havde en betingelse! Han skulle have den første sjæl, der passerede broen, når den stod færdig. Bygmesteren skulle efter sigende have sendt en sort kat over broen, og djævelen blev så forskrækket, at han glemte at placere den sidste sten. Ingen har siden vovet at sætte den sidste sten på plads. Da djævelen fandt ud af det lille fupnummer for at aflede ham, svor han, at han ville lade broen styrte sammen. Det gjorde folk bange og derfor byggede man en ny bro ved siden af. Djævlebroen er et sandt mesterværk. Et stykke middelalderarkitektur. En 45 meter bue, der spænder over Tech-floden. Det højeste punkt er 22,30 meter.

Da vi ankom til byen, stod der en masse demonstranter ved den nye bro. De var tydeligvis imod tyrefægtningen, som skulle afholdes. De havde skilte med billeder og råbte slagord.

Da vi kom over broen, kunne vi høre høj musik og folk, der snakkede. Der var gang i den. Nogle var ”klædt ud”. Det var spændende. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, men det var sjovt. Nogle dansede til musikken, der væltede ud af højtalerne, der var sat op i træerne. Lidt alternativt, men det fungerede godt.  Vi gik lidt rundt. Jeg var kørt afsted sammen med min nabo, men vi fandt hurtigt nogle af de andre fra universitet. Der blev talt fransk alle steder og med en drink i hånden var jeg godt tilpas.

Tyrefægtning i byens arena

Det var ved at være tid. Folk gik mod arenaen. Vi fulgte efter dem. Tyrefægtningsarenaen var en ældre, men utrolig smuk bygning med catalanske flag og røde/gule farver.

Rigtig mange mennesker var mødt op. Da alle havde fundet deres plads, kunne det begynde. Intet var overladt til tilfældighederne.

De tre tyrefægtere, toreros, kom ind i arenaen med deres hjælpere. De hilste på publikum og på præsidenten for tyrefægtning, der spiller en vigtig rolle, da han er en slags overdommer.  

Tyrefægtning opdelt i forskellige akter

1. Tercio de varas :
Tyren kommer løbende ind i arenaen. I den store nakkemuskel sidder et kort spyd med opdrætterens farver.

Tyren står stille overfor tyrefægteren. Der er stille i arenaen, selvom der sidder tusinder af mennesker. Tyrefægteren styrer tyren med sin kappe, som han laver halvcirkler med hver gang tyren angriber. Han løfter kappen højt over dens hoved og råber ”oléee”…

2. Picadores
To pansrede heste med picadores kommer ind i arenaen. Deres opgave er at få tyren til at angribe, alt imens de prøver at få deres lanse (vara) ned i nakkemusklen. Såret skal få tyren til at sænke hovedet og manglen på blod, skal svække den. Rigtig barbarisk! Picadoren bliver dog mødt af buh-råb og pift, hvis han ikke gør det ordentligt.

3. Terico de banderillas
Nu skal tyrefægternes hjælpere i spil. En dumdristig og farlig manøvre skal i gang. Til sidst gælder det nemlig om at mødes i løb med tyren og placere tre kulørte spyd i nakkemusklen på tyren. Hujen og hejen kan høres flere kilometer væk. Der er bifald og piften, når det lykkes. Publikum klapper og hornorkestret spiller for fuld udblæsning.

4. La faena
Sidste kamp. Tyrefægteren står alene overfor tyren. I hånden har han den lille røde kappe, muleta og en kårde. Han vurderes på variation, rytme og hvor tæt, han er på tyren. Det er sandhedens time. Orkesteret og publikum siger ikke en lyd. Tyrefægteren gør sig klar til at dræbe det uskyldige dyr. I total stilhed råber tyrefægteren på tyren. Den skal løbe mod kappen. Under angrebet stikker tyrefægteren kården i den, så den vakler rundt. Når den til sidst vælter om, får den en kort kniv mellem nakkehvirvlerne.

Når tyren er død, bliver den trukket ud af to æsler.

Det var fascinerende og skræmmende, men mest af alt var det en voldsom og intens oplevelse. Med en klump i halsen, må jeg være ærlig at sige, at jeg på et tidspunkt rejste mig og så udover byen i stedet for.

Da det hele var slut, fik vi lov til at se lidt mere. Vores ven fra universitet fik os på en VIP-tur rundt på stedet. Det var meget interessant. Vi endte vores tur ude bagved. Døde tyre lå med blod ud over det hele, men ikke langt fra stod hestene. En af dem stod uroligt og stampede i jorden, mens dens næsebor var helt udspilede. Jeg måtte lige prøve om jeg ikke kunne berolige den, så jeg spurgte, om jeg godt måtte klappe den, hvilket jeg fik lov til, og pludselig stod den roligt. Det blev en god afslutning på lang og ophidsende dag.

6 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.