Flytte til Frankrig: Sådan gik jeg fra barndomsdrøm til virkelighed

Jeg har drømt om at flytte til Frankrig, siden jeg var 6 år gammel. Her fortæller jeg min ærlige historie om, hvordan en ferie i Sydfrankrig plantede et frø, der voksede gennem folkeskolen, gymnasiet og et studie på Københavns Universitet – indtil jeg endelig tog springet og flyttede til Frankrig som au pair.

Da jeg blev forelsket i Sydfrankrig som 6-årig

Min kærlighed og min drøm om at flytte til Frankrig begyndte allerede, da jeg var 6 år gammel. Jeg blev bidt af Frankrig, da vi var på ferie i Sydfrankrig. Jeg åbnede bildøren, så ud på det azurblå vand omgivet af palmer, mens solens stråler varmede mig. Jeg husker, jeg sagde :” Her vil jeg bo, når jeg bliver stor“. Jeg tror ikke, at mine forældre tog det så bogstaveligt, for man siger så mange sjove ting i den alder, men med tiden skulle det vise sig at blive til virkelighed.

Fransk i skolen – det første skridt mod at flytte til Frankrig

Da jeg begyndte at lære fransk i folkeskolen, føltes det som det mest naturlige i verden. Sproget var smukt, og hvert nyt ord bragte mig tættere på Frankrig. Jeg fortsatte med fransk på gymnasiet, og der gik ikke lang tid, før jeg var fuldstændig opslugt af alt fransk.

Et simpelt trick der forbedrede mit fransk markant

Jeg ville leve på fransk – ikke bare studere det. Så jeg gjorde noget, som mange sikkert ville synes var lidt ekstremt: Jeg satte min mobil, mail og computer på fransk. Det lyder simpelt, men effekten var overraskende stor. Pludselig lærte jeg ord og udtryk, som jeg aldrig ville have mødt i en franskbog. Hver gang jeg tjekkede min telefon, blev det en mini-lektie.

Student – og drømmen om at flytte til Frankrig voksede

Jeg blev student i sommeren 2011, og pludselig stod jeg over for en af livets store beslutninger: Hvad nu?

Drømmen om at flytte til Frankrig var stærkere end nogensinde. Jeg forestillede mig et helt år i Frankrig – tale sproget dagligt, opleve kulturen indefra, leve det franske liv.

Men det var en svær beslutning. Jeg havde min hest i Danmark, som jeg ikke ville forlade. Og der var den der trygge mulighed: at arbejde et år hjemme og samle mine tanker.

Alligevel voksede idéen om at tage af sted som au pair og bo hos en fransk familie sig stærkere og stærkere. Det ville give mig muligheden for at bo i Frankrig, forbedre mit fransk og opleve den franske hverdag – alt sammen uden de store udgifter.

Mit første forsøg på at flytte til Frankrig (som gik galt)

Beslutningen var taget. Jeg ville flytte til Frankrig som au pair. Jeg fandt en af de mange au pair hjemmesider, hvor jeg oprettede en profil. Jeg kom ret hurtigt i kontakt med en familie i Chantilly (Paris),  en smuk by nord for Paris, kendt for sit slot og sine heste. Det var en familie med to børn og mange heste. Jobbet bestod hovedsageligt i at ride og passe hestene, men selvfølgelig var der også lidt børnepasning indblandet. Derudover ville jeg få min egen bil og eget anneks at bo i. For en hesteglad pige, der drømte om at flytte til Frankrig, lød det som den perfekte situation. Næsten for godt til at være sandt.

Da det hele faldt til jorden med tre dages varsel

Jeg mailede flere gange med faren, og vi snakkede om, at jeg skulle komme og besøge dem, men da jeg skulle afsted trak faren i land og skrev, at de havde fundet en anden … Bare sådan. Uden varsel. Uden forklaring. Det var kæmpe nedtur. Og for at gøre det hele værre var der kun tre dage tilbage til at søge ind på en videregående uddannelse i Danmark.

Pludselig stod jeg med ryggen mod muren. Min plan om at flytte til Frankrig var kollapset, og jeg havde tre dage til at finde en plan B.

Plan B: Studere fransk på Københavns Universitet

Der var tre dage tilbage i forhold til at søge ind på en videregående uddannelse. Jeg valgte at søge ind på Københavns Universitet : ”Fransk sprog, kultur og litteratur”. Tanken var: Hvis jeg ikke kunne flytte til Frankrig nu, kunne jeg i det mindste fordybe mig i sproget og kulturen fra Danmark. Og jeg kom ind!

Jeg startede på franskstudiet, men jeg blev virkelig skuffet over det manglende sociale samvær. Jeg spugte en dag en af pigerne, om hun ville med i byen og shoppe/drikke kaffe, men til det svarede hun: “Nej, jeg har de venner, jeg har brug for“. Jeg vidste ikke, at der var regler for, hvor mange venner man kunne have…

Vendepunktet – da jeg indså, at jeg var nødt til at rejse ud

Vi havde ca. 12 timers undervisning om ugen. Det meste var på dansk. Jeg kan dog huske, at vi havde et fag på fransk – idéhistorie!
Det var rædselsfuldt. Faget var svært, vi forstod ikke ret meget, og vores underviser – som var fra England – havde bildt os ind, at han ikke kunne tale dansk. Så al kommunikation foregik på fransk eller engelsk.

Men det var faktisk ham, der – uden at vide det – gav mig den erkendelse, der ændrede alt:

Hvis jeg ikke kan følge med, når ét fag foregår på fransk, hvordan skal jeg så nogensinde kunne tage en bachelor i faget?

Svaret var krystalklart: Jeg var nødt til at flytte til Frankrig og lære sproget der, hvor det tales. Ikke næste år. Ikke en dag. Nu.

Sprogskole i Nice – min første rigtige tid i Frankrig

Efter første år på universitetet besluttede jeg, at der skulle ske noget drastisk. Drømmen om at flytte til Frankrig kunne ikke vente længere. Jeg startede med at bestille 2 ugers sprogskole i Nice i august. Nice er en fantastisk by på den franske Riviera, hvor man kan kombinere intensiv franskundervisning med strand, solskin og det pulserende sydfranske liv.

Relateret: Har du også lyst til en tur til Nice? Læs om min venindetur til den franske Riviera →

Men to uger på sprogskole var åbenbart ikke nok – i hvert fald ikke ifølge min mor og morfar.

Det sidste skub – tak til min familie

Min mor og morfar pressede mig – eller rettere sagt, de gav mig det sidste skub, jeg havde brug for. De mente, at jeg skulle gribe chancen og tage af sted som au pair i Frankrig. Ikke bare to uger, men et helt år. “Du skal gribe chancen og tage af sted,” sagde de. Og de havde ret. Det var nu eller aldrig.

Beslutningen var taget: Jeg ville flytte til Frankrig.

Det endelige spring : Au pair i Frankrig

Med fornyet mod kastede jeg mig ud i at finde en ny au pair-familie. Denne gang ville det lykkes. Jeg fandt en ny familie, denne gang i Fay-Aux-Loges, tæt på Orléans. Familien havde tre drenge på 3, 5 og 7 år. Da det var første gang for begge parter blev vi enige om, at jeg kunne komme og besøge dem en lille uges tid i juli måned, og hvis det ellers gik godt, så kunne jeg flytte ind i slut august. Børnene starter nemlig først skolen til september i Frankrig.

Jeg fik fat i en flybillet og fløj til Paris, hvor familien kom og hentede mig. I starten kunne vi ikke finde hinanden og familien svarede ikke, da jeg ringede, så jeg nåede lige at tænke ”fuck” !

Men det lykkedes os at finde hinanden, og vi kørte ca. halvanden time i bil inden vi var fremme– måske den længste tur i mit liv, for jeg kunne ikke ret meget fransk, de kunne selvfølgelig ikke dansk, og engelsk var heller ikke deres spidskompetence.

De første dage – og erkendelsen af at det blev alvor

Jeg var ikke helt tryg ved situationen de første dage. Alt var nyt: huset, familien, sproget, maden, rutinerne. Men familien gjorde virkelig alt, hvad de kunne, for at jeg skulle føle mig godt tilpas.

Drengene var søde og energiske, og selv om vi ikke altid forstod hinanden, fandt vi hurtigt en måde at kommunikere på – med latter, tegninger og masser af tålmodighed.

Efter en uge kom mine forældre og hentede mig, og vi kørte videre på ferie i Frankrig. Inden vi kørte, aftalte vi med familien, at jeg skulle vende tilbage i slutningen af august for at flytte ind for alvor.

Da jeg sad i bilen med mine forældre, mærkede jeg en blanding af nervøsitet og begejstring. Jeg var ikke helt vild med tanken om at skulle sige farvel til mit trygge liv i Danmark. Men dybt inde vidste jeg, at det var det rigtige.

Ofte stillede spørgsmål om at flytte til Frankrig som dansker