Au pair i Frankrig

Fra slot til slot i Frankrig – Loiredalens eventyrslotte

Efter min familieudflugt til Chateau de Chambord med min au pair-familie lod mine venner og jeg os inspirere. Vi ville se et af Loiredalens eventyrslotte. Vi valgte at køre til Château de Chamerolles. Et renæssanceslot 45 minutters kørsel nord for Orléans. Et mindre overdådigt slot i Frankrig i forhold til Versailles eller Chambord, hvor jeg lige havde været med min au pair-familie. 

I mere end 500 år har Château de Chamerolles overvåget Orlèans-skoven i Chilleurs-aux-Bois. I starten af renæssancen bliver slottet bygget af Lancelot 1’er du Lac. Slottet forblev i familien du Lac i næsten 230 år. Desværre har slottet gennemgået nogle forandringer efter 2.verdenskrig, hvor det blev besat og nedbrudt. – De var også i gang med at istandsætte, da vi kom forbi.

I 1976 arvede Paris slottet, og på det tidspunkt var det ikke langt fra at være en ruin mere end et slot. Generalrådet købte de sørgelige rester i 1987 og ønskede at åbne det for offentligheden i 1992, efter det havde været igennem en ordentlig skønhedsoperation. Apropos kosmetik og skønhed, så besluttede man at lave et parfumemuseum på slottet. En samling af unikke genstande dedikeret til parfume og hygiejnens historie over tid. Det var helt naturligt eftersom det franske slot er beliggende i en region, der er kendt for kosmetik. Det skulle vi selvfølgelig også se efter en tur rundt på slottet.

Parfumens hovedstad? Grasse eller på et slot i Frankrig

Parfume er en fransk savoir-faire, men hvor hører den hjemme? Jeg har altid fået at vide, at den lille sydfranske by Grasse, der gemmer sig i Cannes’ bagland, er parfumens hovedstad. Et sted, hvor legendariske dufte bliver til virkelighed.

Men hvis parfumeproducenterne er koncentreret omkring Grasse, så kan jeg nu fortælle dig, at Centre-Val de Loire (fransk region i den centrale del af Frankrig) er vært for mere end 450 virksomheder, der knytter sig til de forskellige sektorer af parfumeuniverset. Der bliver nemlig forsket, dyrket aromatiske planter, fremstillet kosmetik og parfume. 

I sydfløjen på Château de Chamerolles kan man gå igennem parfumes historie. En rejse fra renæssancetiden til i dag, hvor du kan se mange af de genstande, der er blevet brugt til fremstillingen af parfume. Du får sågar opskriften på en Eaux De Toilette.

Parc et jardin du Château de Chamerolles

Intet slot uden en slotshave … ! Denne renæssancehave var noget af det smukkeste, vi havde set. Vi gik under en allé af blåregn. Der var så smukt! En slotsgartner fortalte os, at der var mere end 60 forskellige rosenbuske.

Det var den yndigste park. Vi fulgte stierne rundt i parken. Fra de blomstrende buske blev vi ført hen til den mest charmerende pavillon.

Prinsen og det halve kongerige 

I eventyret får prinsen altid prinsessen, og det halve kongerige, så hvor var prinsen på den hvide hest?  Jo, ham mødte vi også denne dag! Han havde dog forladt de royale gemakker den dag vi kom, men vi lod os fortælle, at han ikke var langt væk. Slotsgartneren, som vi havde talt med tidligere, fortalte, at der var et stort internationalt springstævne ikke langt fra slottet og med lidt held, så kunne vi måske finde prinsen på den hvide hest der … Jo vist havde han humor!

De andre var friske på endnu en oplevelse, så vi startede bilen og kørte mod stævnet. Til vores store overraskelse, så var Maxime Livio en af de bedste franske militaryryttere til start, og vi fik selvfølgelig et billede med ham. Lidt ”starstruck” har man vel lov at være?

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *