Au pair i Frankrig

Middelaldermarked og historien om Jeanne d’Arc

Orléans ligger ved Loire-floden og byder på mange middelalderbygninger, katedraler og fantastiske eventyrslotte. En by, der emmer af historie, men som er kendt for særlig en ting: Jeanne d’Arc, der også gik under navnet ”Jomfruen fra Orléans”. Min mor var kommet for at besøge mig. Byen var denne weekend lavet om til et middelaldermekka. Der var middelaldermarked inde på klosterpladsen, og der skulle være lysshow på katedralen om aften. En kæmpe fest. Noget vi havde set meget frem til at skulle opleve.

Historien om legenden Jeanne d’Arc

Jeanne d’Arc eller ”Jomfruen fra Orléans” var en fransk nationalheltinde. Hun var 13 år, da hun begyndte at høre stemmer, der fortalte, hvordan hun skulle befri Orléans fra englænderens succes i hundredårskrigen. Hele landet nord for loirefloden var besat, og i 1428 slog englænderne til i Orléans. Hun opfattede disse stemmer som guddommelige og lod sig guide af dem.

Efter et møde med tronarvingen, Karl VII, blev Jeanne d’Arc som 17-årig, klædt som en mand, udstyret med rustning, våben og en lille hær. Tænk, en ung bondepige kunne føre en hær!

Få måneder senere sejrede hun over englænderne. Det var en altafgørende sejr, for Orléans havde en strategisk beliggenhed ved Loire-floden og det kunne havde kostet Frankrig en erobring af hele den centrale del af Frankrig, hvis Orléans blev tabt.

Brændt på bålet i Rouen

Jeanne d’Arc blev taget til fange i Compiègne under et forsøg på at befri endnu en fransk by. Hun blev efterfølgende overført til de engelske forbundsfæller i Frankrig, som stillede hende for en domstol anklaget for kætteri. Dvs. de anklagede hende for at afvige fra en officiel religion.

Dommen faldt i 1431. Hun blev dømt for at have klippet sit hår og bære mandetøj, samt at hun fik sine ordrer direkte fra himlen via de stemmer, hun hørte. Sidstnævnte var et kæmpe problem for kirken, der mente, at den eneste vej til frelse var via den. Hun blev brændt på bålet i Rouen, men noget besynderligt skete 25 år senere, da pave Callistus 3. beordrede en ny retssag om Jeanne d’Arc. Denne gang blev hun frikendt. I dag fejrer man Jeanne D’Arc i Orléans med et kæmpe optog igennem byen, lysshow og middelaldermarked. Desuden er der en kæmpe statue af hende til hest på Place du Martro i Orléans. En hyldest til Jeanne d’Arc.

Jeanne d’Arc

Middelaldermarked og gamle traditioner

Som en del af fejringen af Jeanne d’Arc var der middelaldermarked til den helt store guldmedalje. Der var dans, musik og middelalderlige spil. En rejse i tiden med over 100 udstillere og aktører. Det skulle vi selvfølgelig se.

Vi blev hurtigt mødt af en duft af bål og mad. En duft som fulgte os rundt uanset, hvor vi gik hen…

Folk var klædt ud og levede sig ind i dette middelalderunivers.

Der var mange herlige ting på dette middelaldermarked.

Da det blev mørkt var der lysshow på den store katedral. De havde lavet det som en spillefilm over Jeanne d’Arc’s liv. Fra da hun var barn til hun blev brændt på bålet. Det var vildt imponerende. En uforglemmelig oplevelse.

Mange mennesker var mødt op denne aften.

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *