Rideulykke : forstuvet ankel og overrevet ledbånd

En dejlig decemberdag sidste år skulle jeg ud at ride, men det gik galt. Det blev til mit livs værste rideulykke til dato. Et fald, et simpelt fejltrin, og pludselig havde jeg en forstuvet ankel!

Resultatet skulle dog vise sig at være langt mere alvorligt. Udover en voldsomt forstuvet ankel, så var et ledbånd revet over og et andet ledbånd var voldsomt beskadiget. To knogler var beskadiget, og der var en inflammation inde i foden, der gjorde at foden, men særligt anklen hævede op.

Jeg har redet i 23 år. Jeg har haft min egen hest i lige knap ti år og redet på rigtig mange heste gennem årenes løb. Jeg ser mig selv som en habil rytter. De gange, jeg er faldet af en hest, kan tælles på én hånd. Aldrig har det været alvorligt! Jeg har som regel kunnet slippe med et par blå mærker, men sådan skulle det ikke gå denne gang … 

Forstuvet ankel eller brækket ankel?

Jeg er ikke overtroisk, men da jeg kørte ud til hesten den decemberdag, løb en sort kat over vejen! En tilfældighed? Jeg ved det ikke.

Knapt en time senere lå jeg fastspændt i en ambulance. De var ikke i tvivl, min ankel var formentligt brækket. Men hvad skete der? Jeg ved det ikke helt. Pludseligt lå jeg på jorden. Jeg var hurtigt klar over, at det ikke var godt. Min fod gjorde sindssygt ondt. Jeg vidste, at jeg ikke kunne rejse mig op, for det var smertefuldt! Kiggede ned på foden. Umiddelbart kunne jeg ikke se noget. Prøvede at løfte benet og fik et chok, da jeg så, at min fod hang 45 grader den forkerte vej !!!

Jeg ringede efter ejeren af stedet. Jeg fortalte, at jeg var faldet af, og at jeg havde brug for hjælp. De kom ud og fandt mig liggende på marken. De kunne godt se, at det ikke så godt ud, og fik ringet efter en ambulance.

På skadestuen fik jeg taget røntgenbilleder af foden. Ingen knogler var brækket. Sikke en lettelse!
Anklen var voldsomt hævet. Jeg kunne ikke støtte på foden og skulle derfor have den i gips… Men inden jeg kunne få gips på, så skulle foden ”sættes på plads”. Det var det mest smertefulde jeg nogensinde har prøvet!!!

Alene med en forstuvet ankel i gips …

Min veninde kørte mig hjem fra skadestuen. Jeg blev sygemeldt fra arbejdet. Jeg troede egentligt, at jeg var okay, men alene hjemme begyndte alvoren langsomt at gå op for mig. Jeg var frustreret, alt var pludselig svært, og alt tog meget længere tid nu, hvor mine hænder var ”lænket” til de to krykker, og benet var pakket ind i gips. Jeg kunne ingenting, og jeg havde ondt. Smerterne tog til i løbet af natten og blev kun værre. Jeg måtte have noget smertestillende – noget, der var stærkere end Panodil.

Dagen efter tog jeg tilbage på skadestuen. Mine tæer var blevet blåviolette. Det gjorde ondt uanset, hvordan jeg havde mit ben, oppe eller nede – Jeg kunne ikke holde smerten ud!

Efter timers ventetid kom jeg til. De gav mig noget smertestillende og sagde, at jeg skulle vente en halv time, for at se om det hjalp. Mine tæer var på nuværende tidspunkt ved at sprænges. Jeg sagde, at det ikke nyttede noget at vente en halv time. Gipsen føltes for stram. De tilkaldte en læge. Han ville lige prøve, om han kunne få sine fingre ind under gipsen, hvilket var umuligt! Han kunne hurtigt konstatere, at gipsen var for stram.

De besluttede at skære gipsen op foran på benet og derefter putte en forbinding på til at holde resten af gipsen på plads.

Jeg kunne derefter sendes hjem og denne gang med smertestillende medicin.

Min forstuvede ankel satte mit liv i perspektiv og hjalp mig med at fokusere på det positive…

Fysiske begrænsninger, permanente smerter og alt for lidt søvn. En lang proces med accept, og tilpasning begyndte. Det sværeste af alt var at acceptere, at jeg var havnet i denne her situation. Jeg var dybt afhængig af andre mennesker! Knap 3 måneder efter at være flyttet til en ny by og nyt sted sker det her for mig. Ingen kunne fortælle mig, hvor lang tid det ville tage, før jeg ville være i stand til at klare mig selv.

Det var det mest frustrerende! Jeg kunne ingenting selv, og jeg var alene. Jeg kunne ikke komme op i badet, fordi der var en høj kant. Jeg kunne ikke køre bil. Jeg kunne ikke handle ind. Jeg kunne ikke gå ud med skraldet. Jeg kunne ikke gå til vaskeriet og vaske mit tøj. Jeg kunne ikke lave mad og bære det ind til spisebordet. Der var ingen horisont, alt, jeg kunne gøre, var kun at vente på, at det ville gå bedre.  

Efter et par dage ankom min mor og flyttede ind og hjalp mig i dagligdagen. En dag fandt jeg på, at jeg kunne leje en kørestol, så jeg kunne komme med ud og handle. I Frankrig har de kæmpestore supermarkeder. Jeg elsker dem, men de er mindre sjove, når man hopper rundt på krykker. Jeg syntes selv, at det var en fantastisk idé med en kørestol, men det var et kæmpe flop! Man kan ikke nå varerne øverst oppe på hylderne eller nå dem nede i frysediskene. Og værst af alt er alle de, der kigger eller kommenterer på, at man nu sidder der. Nysgerrige børns blikke man kortvarigt møder, mens man ruller afsted. Det føltes så ydmygende.

Hvordan kommer jeg videre med min forstuvede ankel?

Efter tre og en halv uge med gips skal jeg ind og scannes. Efter min scanning skal jeg mødes med en ortopædlæge. Han kigger på billederne og derefter på min fod.
Fuld af forhåbninger og spændt på resultatet får jeg den nedslående besked, at min fod har været positioneret forkert og gipsen ikke har hjulpet. Så jeg skal have en stor støvle på de næste 3 uger – og jeg skal have den på 24/7. Dvs. jeg skal sove med den!

Min sygemelding blev forlænget. Jeg var nødt til at acceptere at min forstuvede ankel stadigvæk voldte mig problemer, og jeg var fortsat dybt afhængig af andre. 

Syv og en halv uge med henholdsvis gips og støvle betød, at alt skulle nytænkes : arbejdet, mit sociale liv, men særligt dagligdagen. Der skulle findes en løsning på de mange vanskeligheder her og nu, men også på længere sigt. Hvordan skulle jeg komme igennem det her?

Jeg kunne vælge at være sur og have ondt af mig selv eller acceptere situationen og få det bedste ud af det. Jeg valgte det sidste, men …

Når frygten rammer …

Jeg ville lyve, hvis ikke jeg sagde, at der har været op- og nedture. Jeg prøvede at koncentrere mig mere om at gøre det rigtige og se fremad end at tænke negativt. Men hvad sker der, når man bliver sin egen værste fjende? Både indre og ydre forventninger bliver til et uoverskueligt pres, der får det hele til at kulminere. Man tror ulykken er det værste, men det skræmmende er alt det, der kommer bagefter.

Jeg husker tydeligt tankerne om det uvisse…Jeg var bange… Ville jeg nogensinde kunne ride på en hest igen? Ville jeg kunne gå normalt uden at vralte? Ville jeg være i stand til at passe et fuldtidsarbejde? Ville jeg kunne køre bil igen? Ville min fod for evigt være en hævet ”klumpfod” – og ville den altid gøre ondt og være skrøbelig? Ville jeg blive fyret? Ville mine sygedagpenge række til undersøgelser, scanninger, smertestillende, genoptræning, husleje m.m.?

Heldigvis blev disse negative tanker erstattet af håb. Jeg begyndte til genoptræning hos en fysioterapeut. En sand verdensmester i at motivere folk. I starten føltes alting tungt og 10 gange hårdere end førhen, men jeg måtte ikke give op. Jeg skulle have gang i min stive ankel! Jeg skulle lære at gå igen. Det var meget frustrerende, at det var så svært. Jeg kunne ikke vippe anklen. Det gjorde ondt. Min fod hævede op og blev rød/sort, når jeg lavede øvelser, hvilket betød, at jeg blev beordret til at stoppe med  at lave en øvelse øjeblikkeligt. Det føltes som et nederlag. En kæmpe frustration blandet med frygt.

Overrevet ledbånd og ødelagte knogler

Min fod blev ved med at hæve op og fik alle mulige farver, når jeg lavede øvelser til genoptræning. Jeg blev derfor sendt til en læge med speciale i sportsskader. Han konstaterede ret hurtigt, at det ikke var en almindelig forstuvning af anklen, og sendte mig videre til en MR-scanning.

Resultatet af min scanning viste, at jeg havde et overrevet ledbånd og et andet, der var voldsomt beskadiget. Derudover var to knogler beskadiget, og der var en inflammation inde i foden, der gjorde at foden, men særligt anklen hævede op. Min ankel lignede en farvet tennisbold.

Forskellige typer af forstuvet ankel

Når anklen forstuves, bliver et eller flere ledbånd overstrakte, og der sker små bristninger i vævene. Lægerne kategoriserer en forstuvet ankel i 3 stadier :

1. Mild forstuvning af anklen :
   Et eller flere ledbånd kan være udsat for en forstrækning, med leddet er stadigvæk funktionelt.
   
   
2. Moderat forstuvning :
   I dette tilfælde er det en strækning og delvis overrivning af et eller flere ledbånd.
   
   
3. Alvorlig forstuvning :
   En fuldstændig overrivning af ledbåndet/-ene.

Min ankelskade blev kategoriseret som nr. 3 :  en alvorlig forstuvning + det løse. Ingen kunne fortælle mig, hvor længe det ville tage at blive klar igen. Alles svar var : laaaang tid. Nu er der gået 4 måneder, og jeg er stadigvæk ikke kommet mig 100%.

Jeg har ikke skrevet om det, da det skete, for jeg har ikke haft overskuddet og energien til det. Det har været en rutsjebane følelsesmæssigt og en kæmpe omvæltning. Derudover har det været en udfordring både fysisk og psykisk. I starten var jeg virkelig sur på mig selv. Jeg havde brug for at bearbejde det hele. Jeg så dele af ulykken som små filmklip, når jeg lukkede øjnene eller bare tænkte på det. Jeg havde rigtig svært ved at acceptere situationen. Det var frustrerende at være så afhængig af andre. Der gik dog ikke længe, før jeg fik mod på tilværelsen igen.

Et nyt netværk gav mig styrke i en svær tid

At tale med andre om, hvordan man har det, er super vigtigt. Jeg lagde et billede af min fod i gips på instagram, og pludselig væltede det ind med likes og beskeder fra alle mulige i hele verden, som jeg ikke kendte. Det var ret overvældende, men viste sig at være guld værd. Størstedelen var i sammen situation – foden i gips! Vi kunne ”tale” om, hvordan vi havde det fysisk og psykisk. Derudover kunne vi videregive gode råd og erfaringer.

Det har været en ”øjenåbner”. Jeg har vredet mig i smerte, ligget søvnløs et utal af gange, og så har jeg måtte acceptere, at det var sådan situationen nu engang var. Selvom jeg stadigvæk i dag snart 4 måneder senere skal tage hensyn og passe på, er jeg langsomt på vej tilbage til et ”normalt” liv uden krykker. Jeg går til fysioterapeut tre gange om ugen og kan køre korte ture i bilen, men jeg halter stadigvæk, når jeg går, og jeg er stadigvæk sygemeldt. Jeg ved, at det kommer til at tage rigtig lang tid, før jeg kan leve et liv, der bare minder om det jeg havde før rideulykken, men det går den rigtige vej.