Hvilke fordele er der ved et praktikophold i udlandet?
Efter at have været au pair, studeret på universitet og passet studiejob var jeg nødt til at tage hjem til Danmark. Jeg startede på en kandidatuddannelse, hvor jeg på 2. år havde mulighed for et praktikophold i udlandet. Jeg var ikke i tvivl i 2 sekunder. Jeg skulle tilbage til Frankrig! At få en praktikplads i Frankrig og arbejde på et fransk kontor er en ret solid måde at mestre valget mellem ”tu” og ”vous” en gang for alle.
Ta’ en del af din uddannelse i udlandet via et praktikophold
Flere og flere videregående uddannelser giver mulighed for at tage et praktikophold i udlandet. Er dit praktikophold i udlandet fagligt relevant for din uddannelse, så vil have du mulighed for at søge merit – undersøg det INDEN du tager afsted!
Det er en unik mulighed at få lov til at tage en del af sin uddannelse via et praktikophold i udlandet. Det er en kæmpe mulighed for at få en personlig og professionel oplevelse, der kan være et plus på CV’et, når du skal ud på arbejdsmarkedet.
Men det fedeste ved et praktikophold i udlandet er, at du får mulighed for at prøve teorier af ude i den virkelige verden, og på tværs af kulturerne. Alt sammen imens du opbygger et internationalt netværk og dine sprogkundskaber kun bliver bedre og bedre.
Det, der opsummerer det bedst, er ”learning by doing”! Det er en fantastisk mulighed, for at teste sig selv af på alle mulige måder. Derudover er det også en måde at lære lidt mere om sig selv og sin personlighed.
6 grunde til at tage et studieophold i udlandet :
- Du oplever et nyt jobmarked både kulturelt og professionelt
- Du styrker dine sproglige kompetencer
- Du får multikulturelle færdigheder
- Du får et internationalt netværk
- Du får mere livserfaring
- Du får international erfaring = Et plus til dit CV!
Hvor skal man lede efter sit praktikophold?
Der er så mange hjemmesider, hvor virksomheder sender opslag ud. Du kan bl.a kigge på :
L’étudiant
Indeed
Monster
Le Parisian Etudiant
Linkedin
Praktikophold i udlandet, hvordan får jeg en bolig?
De, der har fulgt med fra starten på denne blog ved, at jeg kaster mig ud i ting, og ikke nødvendigvis gør som alle andre. At finde en bolig i Frankrig til mit praktikophold var ingen undtagelse. Jeg sad hjemme i Danmark og skulle finde en bolig i Lyon. Jeg havde fundet nogle lejligheder på leconboin (lidt à la den blå avis). Jeg havde fundet en, som jeg rigtig gerne ville have. Jeg tog kontakt til udlejer, men fandt desværre ud af, at det var fusk! Der var slet ikke nogen lejlighed! Jeg var ellers klar til at overføre depositum m.m. UDEN at have set lejligheden.
Ny taktik for at finde en bolig
Min franske veninde tilbød at tage ud og se på lejligheder for mig. Jeg udvalgte dem og så aftalte hun med udlejeren, hvornår hun kunne komme og se dem, mens jeg selvfølgelig facetimede med udlejer, så han/hun kunne se mig.
Jeg var så tæt på at få en lejlighed, men udlejeren valgte at leje den ud til en anden. Det var dråben! Jeg aftalte med min mor, at vi skulle flyve til Lyon, leje en airbnb og så gå på lejlighedsjagt. Vi fløj til Lyon fra København tirsdag aften. Landede kl 01 om natten. Fik fat i den sidste taxi. Kørte ind til byen, hvor vi havde lejet en lejlighed øverst oppe i en bygning fra det 17ende århundrede. 125 trappetrin op med 3 store og 1 en lille kuffert. Vi havde halvanden uge til at finde en lejlighed. Jeg havde allerede lavet nogle aftaler hjemmefra, så vi vidste, hvad dagene skulle gå med.

Krav ved leje af lejlighed i Frankrig:
For at leje en lejlighed i Frankrig skal man aflevere flere papirer. Dette gælder også selvom du ikke får lejligheden! Udlejer skal have alle de her papirer for at finde den rette lejer:
– Kopi af ID/pas
– De sidste tre lønsedler
– Bevis for tidligere adresse (el-regning, boligskat eller lignende)
– Have en eller flere garanter (De SKAL også aflevere: id, sidste tre lønsedler, adresse bevis)
Det var ofte et problem for mig. Mine forældre skulle være garanter, men da de bor i Danmark, så turde udlejer ikke udleje til mig. Det lykkedes dog at finde en lejlighed, selvom vi måtte udsætte min mors hjemrejse med to dage. Vi fandt også en løsning i forhold til det her med at have garanter i Danmark.
Når der er styr på bolig m.m., er det tid til at forberede sig til sin første dag som praktikant.
Husk, at komme til tiden og klæde dig professionelt på. Den første dag vil du formentligt møde din manager eller chef, der tager dig under hans eller hendes ”vinger”. Tøv ikke med at stille spørgsmål, det viser din interesse for virksomheden og din motivation for at tale sproget.
Hvis dit praktikforløb er et led i din uddannelse, så vil det ofte sluttes af med en form for evaluering og en praktikrapport, hvor du dokumenterer, hvad du har lavet.
Læs med næste gang, hvor jeg fortæller om mit praktikophold, der på mange måder var en udfordring.

6 kommentarer
Kirsten Hau
Det er super godt med alle de gode råd til evt. kommende studerende. Fint fodarbejde:)
Nikoline
Tak 🙂
Lene Pitter
Det er til at blive klog af! Godt gået!
Nikoline
Tak 👌
Laila Jørgensen
En flot guide for en kommende udenlands studerende
Nikoline
Tak 🙂