Paris

Duften af jul i hjertet af Paris

Jul er nisser, jul er lys i gaderne, jul er julebag, gløgg og æbleskiver, men jul er først og fremmest dufte!
Jul betyder naturligvis også juleshopping, og hvad er bedre end en tur til Paris ? Carmen, min italienske veninde, som jeg mødte på sprogskolen, havde spurgt mig, om vi skulle lave en lille juleudflugt til Paris.
Hun ville gerne se juleudsmykningen og på julemarked. Det er vist ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker Paris, så selvfølgelig var jeg frisk på det! Paris er smuk året rundt, men jeg elsker særligt julen. Der bliver ikke sparet på, hverken julekugler, julemusik eller juleboder. Byen er glitrende med julelys og julepynt. Jeg elsker det ! Paris er den perfekte kombination af hygge og julestemning.

Paris here we come !

carmen i paris
Carmen og jeg i Paris

Vi havde fundet nogle billige togbilletter og et sted, vi kunne sove. Da vi begge var au pair, havde vi valgt den billige løsning. Vi skulle couchsurfe hos en fyr, der boede i Marais-kvarteret. Jeg havde været meget bekymret for at skulle sove hos en fyr, vi ikke kendte, men det gik rigtig fint. Vi sov i stuen på en luftmadras, og han i sit soveværelse. Det var superhyggeligt. Vi lavede mad sammen om aftenen og drak vin. Dagen efter skulle Carmen og jeg ud og se byen.

Julemarkeder, juleudsmykning og duften af jul

Vi startede dagen med at tage på marked på Rue Mouffetard eller som pariserne kalder den ”la Mouffe”. Det er den ældste gade i Paris. Det har været en vej siden romerne var i byen for over 2000 år siden, og det er i dag hjemsted for et smukt gademarked. Det siges, at gaden har været til stor inspiration for Victor Hugo, der lod sig inspirere af dens atmosfære og flotte middelalderagtige udseende, da han skrev Les Miserables.

Vi tog efterfølgende i jardin du Luxembourg, hvor vi spiste en sandwich, som vi havde købt på vejen. Haven ligger i udkanten af Saint-Germin-des-Prés og Latinerkvarteret. Det er dronning Marie de Médicis, der i 1612 tog initiativ til at få lavet haven. Den bærer præg af både fransk og engelsk stil. Foran Palais du Luxembourg er der en stor sø, hvor franskmændene (og turister) elsker at nyde solen, mens børnene løber og leger.

Ikke langt fra Luxembourgparken finder man Latinerkvarteret. Et området jeg elsker. Det er kendt for sine caféer og boghandlere bl.a. det berømte ”Shakespeare and Company”.

Shakespeare and Company

Efter en hurtig tur i Latinerkvarteret tog vi hen til Notre Dame. Pladsen var fyldt med turister! Vi tog metroen op til Montmartre, hvor vi gik op ad de uendelige mange trapper til Sacre Coeur, hvorfra vi kiggede ud over byen.

Place du tertre så vi malerne stå side om side med deres pensler og lærreder. De frøs i kulden, mens turisterne betragtede deres malerier. En duft at jul kom snigende fra en restaurant henne på hjørnet. Der var ingen tvivl, det var duften af vin chaud!

Da mørket faldt på, tog vi ned på Avenues des ChampsÉlysées, som var omdannet til et sandt julemekka. Vi var ikke de eneste, der havde tænkt, at det kunne være hyggeligt at gå på marked om aftenen, når julelysene var tændt. Der var så mange mennesker! Vi slentrede rundt mellem alle boderne. Det var utroligt hyggeligt. Julemusikken væltede ud af højtalerne. Duften af vin chaud og grillede kastanjer fulgte os i lang tid, mens vi gik rundt.

Julebasar i Frederikskirken

Savner du den danske jul, så få en forsmag i den danske kirke i Paris. Da vi kom ind, blev vi mødt af duften af jul: gran, æbleskiver og gløgg. Alt emmede af jul. Mundvandet begyndte at løbe, for hvad er jul uden gløgg og æbleskiver?


Et godt råd :
Hvis du ikke har så mange penge og har lyst til at opleve verden, så kan du prøve couchsurfing. Det er supernemt, men pas på! Vælg med omhu, hvem du couchsurfer hos !!!

4 kommentarer

  • Amanda

    Du fremkalder lige alle mine minder. Har været alle steder du skriver. Lækkert med lidt historie også. Jeg vidste ikke det med Luxembourg haven.

    December er vist den eneste måned jeg aldrig har været i Frankrig. Jeg kan stadig glæde mig til at opleve julestemning dernede efter alt det gode du skriver. Får smukke billeder inde i hovedet.
    🎄💓

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *