Gode venner, men skal vi være kærester ?

Vi mødes, vi kan lide hinanden, vi flirter og vi hygger os, men er vi kærester? Vi skulle selvfølgelig lige se hinanden an, men efter et par dage som naboer blev vi enige om, at vi skulle have et glas vin og hilse ordentligt på hinanden. Vi boede i et gammelt kollegie, hvor vi havde hver vores lejlighed. Vi havde samme hoveddør, som åbnede op til en fælles entre, hvor der var yderligere 4 døre.  En dør til hver vores lejlighed og til hvert vores badeværelse.

I starten syntes jeg, at det var vældig hyggeligt. Vi mødtes om aftenen, spillede kort, drak vin og fortalte sjove historier. Jeg lærte en masse fransk på den måde. Det var virkelig sjovt. Men pludselig udviklede det sig. Vi begyndte at hænge ud sammen i weekenden og direkte efter undervisningen. Det begyndte at være et rigtig kollektiv bare ham og mig. Vi lukkede hoveddøren ind til entreen, mens vi lod vores døre ind til lejlighederne stå åbne, så vi vidste, om den anden var hjemme, når vi kom hjem. Vi lavede lektier og mad sammen. Bagefter så vi måske en film eller spillede kort. Andre gange tog vi ned i byen sammen med de andre.

En afvisning …

En dag tog vi til Collioure. Han gav frokost og spurgte, om vi ikke skulle tage i biografen om aftenen. Man skal ikke være dum, for at lægge 2+2 sammen. Jeg syntes godt, at jeg kunne mærke, at han var blevet lidt gladere for mig. Det var bare lidt problematisk, for jeg så ham kun som en rigtig god ven og ikke andet. Jeg gjorde det derfor meget klart, at hvis vi tog i biografen, var det som to venner. Det accepterede han.

Om aftenen tog vi i biografen. Vi kunne sættes os, hvor vi ville. Sådan er det ofte i Frankrig. Det er først til mølle for at få de bedste pladser i biografen. Han valgte, at vi skulle sidde bagerst. Vi sad og snakkede lidt inden filmen gik i gang. Han tog brillerne af. Jeg vidste, at han ikke kunne se noget uden, så jeg prøvede ihærdigt at få ham til at tage dem på igen, så han kunne se filmen. Stemningen var allerede akavet her! Filmen startede, og han prøvede at tage min hånd … ! Jeg gik i panik. Hvad skulle jeg gøre? Jeg gav ham ikke min hånd, hvilket resulterede i, at han blev rigtig sur, og stemningen var dårlig, da vi skulle hjem. Det var præcis derfor, jeg ikke ville være kærester med naboen! Skulle det nu være et helvede at bo side om side?

Fra bedste venner til at være kærester 

Vi var meget forskellige. Opvokset i to forskellige kulturer. Han havde f.eks. lært, at det var helt okay at beholde skoene på indenfor. Efter at have taget tøj på, tog han sko på om morgen, også selvom han ikke skulle ud. Jeg måtte lære ham om fodens ret til frihed ved ikke at skulle have sko på indenfor! 

Jeg forklarede ham, at vi i Danmark ofte har tæpper på gulvet, og derfor ikke har sko på indenfor, men også, at det er ulækkert, for når man går udenfor og træder i alt muligt, slæber man det rundt indenfor. 

Trods de kulturelle forskelligheder som vi valgte at se som en styrke, hyggede vi os sammen. Han startede med at være min bedste ven. Vi kedede os aldrig sammen, så måske var det meget naturligt for os, at vi endte med at blive kærester. 

Kærester på tværs af kulturerne 

Jeg havde ikke forestillet mig, hvad der ventede os, da vi blev kærester og for alvor skulle lukkes ind i hinandens kulturer. Han skulle lære at tage skoene af, når han var indenfor, men han skulle også lære at spise rugbrød, og sige du i stedet for De til mine forældre. En anden ting, vi kæmpede lidt med, var at få ham til at forstå, at jeg ikke var hans mor. Der var altså lige opgavedeling, når der skulle laves mad, vaskes op og ikke mindst gøres rent!

Jeg skulle til gengæld sige De til hans forældre og have styr på antal kindkys, når vi skulle besøge hans familie. Afhængigt af, hvem vi besøgte var det 3 eller 4 kindkys ! Derudover skulle jeg vænne mig til, at vi ikke har samme tidsopfattelse i Danmark og Frankrig. F.eks. er jeg som dansker vant til, at man kommer til tiden eller gerne lidt før, mens man i Frankrig kommer til tiden eller gerne for sent. Jeg kan huske, at vi havde inviteret hans søster og kæreste på besøg. De kom tyve minutter for sent, og det var helt ”normalt”. Jeg syntes, at det var enormt irriterende, for nu var maden ved at blive kold.

I starten var vi enormt nysgerrige på hinandens kulturer, men da det blev mere seriøst mellem os, virkede kulturforskellene nogle gange ret markante. Det kan give anledning til visse konflikter, men at være kærester på tværs at kulturerne giver frem for alt styrke og en gensidig berigelse.