Perpignan

Romantisk slotsbryllup på gammelt vinslot i Frankrig

Drømmer du også om et romantisk slotsbryllup i Frankrig? Som frankofil kan de mange romantiske steder i Frankrig få mig til at drømme mig langt væk. Min første bryllupsoplevelse var på et eventyrligt og gammelt vinslot i Frankrig, hvor det mest romantiske bryllup skulle afholdes.

Vi kørte fra Perpignan hjem til min kærestes storesøster i Montpellier om torsdagen, hvor vi skulle overnatte til om fredagen. Det var rigtig hyggeligt. Vi grillede og snakkede til langt ud på aftenen. Fredag morgen stod vi op kl. 08.00, hvorefter vi kørte mod Mâcon, som ligger lidt nord for Lyon. Brylluppet skulle afholdes på et gammelt vinslot. Det var virkelig smukt med udsigt ud over vinmarkerne.

Vi ankom omkring kl. 14 og hjalp med at gøre festsalen klar. Der skulle pyntes op, sættes musikanlæg op m.m. Jeg fik hilst på lidt af familien. Der var ikke kommet så mange endnu. Det var hovedsageligt venner til brudeparret og brudeparrets forældre. Efter en lang dag med forberedelse spiste vi og gik i seng. 

Efterladt alene til bryllup i udlandet

Lørdag morgen stod vi op kl. 08. Min kæreste startede med at tage bad. Jeg tænkte, at han ville vente på mig, mens jeg tog mit bad, så vi sammen kunne gå ned og spise morgenmad, men da jeg var færdig, var han væk! Han kom op, da jeg havde fået tøj på, og meddelte, at han lige smuttede i byen sammen med sin far og svoger. De skulle købe flere drikkevarer!

På vej ud ad døren og småtrippende råbte han til mig, at jeg bare skulle sørge for at være klar kl. 14.00, så vi kunne køre til rådhuset, hvor den første vielse skulle finde sted. Tror jeg så lidt underlig ud i hovedet. Han kunne da ikke bare efterlade mig. Hvorfor skulle jeg overhovedet med til bryllup, hvis han slet ikke ville være sammen med mig?

Jeg sagde til ham, at jeg syntes det var lidt underligt, for skulle jeg så selv gå rundt og præsentere mig for resten af familien og vennerne, som kom i løbet af formiddagen. Han kunne slet ikke forstå, hvorfor jeg syntes, at det var mærkeligt. Det endte dog med, at han blev på slottet sammen med mig.

Parat til at opfylde drømmene om et romantisk slotsbryllup

Vi gjorde os klar sammen og klokken 14 var der afgang mod en lille landsby oppe i bjergene, hvor en lille ceremoni skulle finde sted på rådhuset. Vi kørte afsted i en masse biler. Der var rigtig mange mennesker ved rådhuset. Vi kunne ikke være i salen alle sammen, så nogen måtte vente udenfor. Klokken 14.30 gik ceremonien i gang. Giftefogeden havde et bånd på med det franske flags farver. En spidssnudet dame i nederdel og blazer stod ved hans side. Nogle paragraffer i loven om ægteskab og de forpligtelser man efterfølgende har overfor hinanden som ægtefolk blev læst op.

Brudeparret fik sagt ja til hinanden, folk græd og klappede. Det var ret rørende. Imens folk klappede og fældede tårer, skulle de nygifte og deres vidner skrive under på en masse papirer, som sikrede ægteskabets gyldighed. Det var lidt underligt, men Frankrig er og bliver et bureaukratisk land, selv i de mest romantiske situationer.

Lad bryllupsfesten begynde

Vi skulle vente 30 min. inden vi ”måtte” køre fra rådhuset, fordi brudeparret skulle tilbage på slottet og have taget billeder. Da vi kørte afsted, dyttede alle bilerne. Det er fransk tradition at køre afsted og dytte for så ved folk i byen, at der har været bryllup. Tilbage på slottet var der i haven sat hvide telte op. Lidt ligesom i de amerikanske film. Vi tog alle plads på stole inde i teltet, og så begyndte musikken at spille. Et slotsbryllup skulle i gang. Brudgommen blev fulgt op til ”alteret” af sin mor og bruden af sin far. Der blev endnu en gang klappet og så gik ceremonien i gang. Der var taler, sang osv. Til sidst gav de deres løfter og så udvekslede de ringe.

Bagefter blev der taget billeder af en fotograf. Først med brudens familie, så med gommens familie, så med venner, så pigerne, så mændene, så nære venner osv. Det tog laaang tid! Efter fotograferingen var der et lille glas, samt diverse snaks. Det var meget hyggeligt. Det foregik udenfor og inde i en vinkælder. Der var god stemning på trods af, at det regnede.

Da klokken blev 20.00-21.00 gik vi til bords. Der var igen taler, film, sange, stoledans m.m.

Ved midnat dansede brudeparret og bagefter fik gommen klippet spidsen af sine sokker af. Et symbol på, at det er slut med at føjte rundt og at livet som ægtemand skal begynde. Bagefter var der fest i vinkælderen med høj musik og masser af alkohol. Vi gik i seng ved 05-tiden.

En sjov oplevelse at være til slotsbryllup i Frankrig

Søndag var vi med til at rydde op. Vi kørte afsted sen eftermiddag og var tilbage i Perpignan ved 22-tiden. Jeg havde heldigvis først eksaminer om tirsdagen, så jeg nåede at sove ud, samt læse lidt inden mine eksaminer.

Det var en fantastisk oplevelse at være med til et slotsbryllup i Frankrig. En sjov ting var det for eksempel, da giftefogeden begyndte at læse brudens navn, navne på søskende, navne på forældrene, brudens uddannelse, samt arbejdssituation og nuværende adresse op. Bagefter var det gommens tur. Måske for at sikre, at det er de rigtige personer, der bliver gift med hinanden?

6 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *