Au pair i Frankrig

Au pair i en fransk dysfunktionel familie

Efter noget tid hos min dysfunktionelle au pair-familie gik alting helt galt. Der var tit dårlig stemning mellem forældrene. Der var ikke en ordentlig kommunikation mellem forældrene og børnene. Mine au pair-børn følte sig tit alene med deres følelser og tanker. Et af kendetegnene på en dysfunktionel familie er ofte det usagte i familien.

Jeg kan tydeligt huske en dag, hvor den midterste af børnene sad og græd. Da jeg spurgte ham, hvad der var galt, fortalte han mig, at han ikke vidste, om han skulle blive hjemme fra sin bedste vens fødselsdag for at være sammen med sin far, som for første gang i meget lang tid endelig var hjemme en lørdag eftermiddag. Han sad som 7-årig og var i tvivl!

Der var dog ingen garanti for, at faren ville være sammen med ham den lørdag eftermiddag. Den lille fyr vidste bare, at far ikke skulle på arbejde den dag, men om han skulle arbejde hjemmefra eller måske havde andre planer end at være sammen med sin søn, det vidste han ikke. Det var tydeligt at se, at han savnede sin far og håbede på, at de måske kunne lave noget sammen den eftermiddag. At være barn i en dyfunktionel familie er en ulidelig situation.

At være på vagt i en dysfunktionel familie

Det var ikke meget, vi så til faren. Han arbejdede hver dag, samt i weekenderne. Han kom sent hjem og så sjældent sine børn. En hverdagsaften, hvor han var tidligt hjemme, spurgte jeg ham, om han spiste sammen med mig og børnene, men til det svarede han: ”NEJ!!! Jeg spiser ikke sammen med mine børn. Jeg bliver bare sur på dem”.

Om morgenen hørte jeg tit, hvordan forældrene skændtes, døre, der blev smækket, moren, der græd og faren, der kvitterede med at smække hoveddøren for at tage på arbejde. Det var tydeligt, at moren var påvirket af situationen. Nogle dage kunne hun komme hjem og være i godt humør. Hun kunne hygge om børnene og læse godnathistorie for dem. Andre dage kunne hun komme hjem og eksplodere af raseri over den mindste lille ting.

Jeg ville til enhver tid undgå flere skænderier. Jeg gav ikke udtryk for, hvor ulykkelig jeg egentligt var for at være havnet i denne dysfunktionelle famille, der var midt i et ægteskabligt opbrud, for det var jo synd for dem. Jeg forsøgte virkelig at være hjælpsom og imødekomme forældrenes behov.

På grænsen til at blive fyret…

En søndag aften, hvor jeg var taget i biografen med en veninde, tikkede en sms ind på min mobil. Det var min au pair-mor, der spurgte, om jeg kunne sætte pasta over til, når hun kom hjem med børene efter en dag hos søsteren. Jeg svarede hende, at det kunne jeg desværre ikke, for jeg var ikke hjemme. Få sekunder efter modtog jeg en sms, hvor hun skrev: ”Tak for hjælpen! Vi snakker og træffer en beslutning, når du kommer hjem”. Det var tydeligt, at hun var ironisk, men hvad var det for en beslutning, vi skulle hjem og tale om?

Jeg gik direkte hjem fra biografen og nåede kun lige at sætte nøglen i hoveddøren, da moren flåede døren op og hev mig i armen, mens hun trak mig ind i stuen og bad mig sidde i sofaen. Hun gik helt amok. Jeg blev svinet til, men da hun endelig var færdig med sit anfald, sagde hun, at jeg var hendes yndlings au pair.  – Jeg skal da ellers love for at man har et standpunkt til man tager et nyt!

Overfor moren var jeg den søde og stille pige. Jeg fandt mig i langt mere end jeg burde, for hvad skulle jeg gøre? Jeg tilpassede mig for ikke at være til besvær i denne dysfunktionelle familie. Jeg lod mig blive svinet til og påtog mig en rolle, som storesøster, au pair og mor for tre ulykkelige børn.

Mor, jeg vil hjem NU …

Over for min egen mor var jeg ulykkelig. Jeg ringede hjem og græd. Jeg hadede at være hos min dysfunktionelle au pair-familie, som nu nærmede sig grænsen til et mareridt. Jeg kan huske, at jeg sagde til min mor, at jeg ville hjem. Jeg kunne ikke holde til det. Jeg gik rundt og ventede på, hvornår jeg fik næste skideballe af min au pair-mor.

Det næste verbale overfald gik dog ikke til mig, men til den ældste af børnene, fordi hun havde åbnet et af morens breve. Dagen efter gik det udover mig, fordi jeg ikke havde bestilt tid til frisøren. Det vidste jeg ikke, at jeg skulle, men moren var sikker på, at hun havde bedt mig om det…

Kan det blive meget værre?

Det var blevet onsdag. Jeg var hjemme med børnene, da franske børn ikke går i skole om onsdagen. Allerede om morgen var der dårlig stemning. Forældrene havde igen skændtes. Jeg troede, jeg skulle være alene med børnene hele dagen, men pludselig ringede moren. Hun kom hjem til frokost og havde en kollega med, så om jeg ikke lige kunne finde på noget frokost til dem også, når nu jeg var i gang med at forberede børnenes frokost!

Senere på eftermiddagen spurgte moren, om jeg havde forberedt alt til OL-dag (idrætsdag). Børnene skulle have en bestemt farve trøje på og have picnic med. Jeg svarede, at hun havde lovet at tage sig af det, for det var lidt specielt, men det havde hun glemt alt om og sagde til mig, at ALT, hvad der handler om børnene var mit arbejde.

Hun flippede helt ud. Denne gang svarede jeg igen. Jeg havde fået nok af hendes hysteri. Det var selvfølgelig synd for hende, at de havde problemer, men jeg ville ikke finde mig i mere. Jeg prøvede at forklare mig så godt, som jeg nu kunne på fransk, men på et tidspunkt sagde hun halvprovokerende:” ja, prøv at udtrykke dig”. Hvorefter hun ellers råbte og skreg af mig. Da jeg endelig kunne få indført et ord, sagde jeg på dansk, at jeg havde fået nok og jeg var så fucking træf af denne behandling. Hun forstod tydeligvis ikke, hvad jeg sagde, men ordet ”fucking” forstod hun, og det var dråben. Hun bad mig om at ”partir” (forlade/tage af sted).

Smidt ud ?
Jeg gik op på mit værelse. Ringede hjem til mine forældre og fortalte, at jeg var blevet smidt ud. Min mor sagde, at hun ville ringe til politistationen og høre, hvad man gør i sådan en situation. Jeg ringede til en veninde, der tilbød at komme og hente mig. Jeg begyndte at pakke mine ting. Min mor ringede tilbage og fortalte, at hun havde talt med en sød politibetjent på politistationen, som nu var sat ind i situationen, og jeg skulle ”bare” pakke mine ting og sikre mig, at der var en forælder hjemme, så jeg ikke efterlod børnene, og så skulle jeg komme forbi og skrive under på et papir på politistationen.

Børnene kom op mit værelse og spurgte, om jeg rejste. Jeg måtte fortælle dem, at deres mor havde smidt mig ud. En time senere kom moren op. Hun bankede på døren. Jeg sagde ikke noget. Hun åbnede døren og tabte kæben, da hun så, at jeg var ved at pakke. Hun sagde, at jeg ikke kunne forlade hende og børnene. Hun ville stå i store problemer uden mig – well! Det skulle hun nu nok have tænkt på noget før!

At stå til regnskab
Hun bad mig hive min au-pair kontrakt frem, hvilket jeg gjorde. Hun sagde, at jeg ikke havde arbejdet 35 timer om ugen, som der stod i min kontrakt. Jeg viste hende, at jeg havde skrevet ned på et papir, hvad jeg havde lavet i løbet af dagen, hvor lang tid det havde taget, og at jeg den sidste uge havde arbejdet mere end 60 timer!

Hun sagde så, at jeg ikke havde lavet aftensmad til børnene. Det kunne jeg også lukke ned ret hurtigt, for jeg havde lavet aftensmad dagen før og dagene før denne, mens der i min kontrakt stod, at jeg kunne blive bedt om at lave aftensmad max to gange om ugen.

Hun sagde, at jeg ikke havde vasket børnenes tøj. Igen kunne jeg sige, at jeg havde vaske børnenes og hendes tøj, fordi hun jo var udspekuleret nok til at smide sit eget tøj i vaskemaskinen, så jeg var nødsaget til at vaske hendes først og nogle gange også putte det i tørretumbleren, før jeg kunne ordne børnenes tøj. Hun kunne bare gå op og se på sin seng, for der havde lagt hendes tøj. Jeg havde endda lagt det pænt sammen.

Jeg ringer til polititet !
Nu vidste hun ikke, hvad hun skulle sige, så hun gik, men kom igen lidt efter. Hun sagde, at hun ville ringe til politiet. Det, sagde jeg, var en rigtig god idé, men så skulle hun spørge efter Jean, for min mor havde allerede ringet og sat ham i tingene. Hun blev fuldstændig mundlam og gik igen.

Jeg pakkede videre, men pludselig stod børnene i døren. Vi satte os på min seng, og jeg prøvede at forklare dem, hvad der var sket, og at jeg nu skulle rejse. De holdt fast i mig og sagde, at jeg ikke måtte forlade dem. Moren kom ind på mit værelse. Hun sagde til mig, at børnene ikke kunne lide mig, mens de sad og holdt fast i mig. Det var helt til grin.

Hun endte mig at undskylde og komme med søforklaringer om, at hun var presset på grund af manden, og at det heller ikke gik godt på arbejdet. Hun ville virkelig gerne have, at jeg blev.

Efter flere overvejelser valgte jeg at blive, men jeg fortrød det ret hurtigt. Dagene føltes lange. Hun havde forladt faren og boede hos nogle venner. Hun kom hjem i løbet af dagen for at hente nogle ting, mens faren var på arbejde og børnene i skole. Nu følte jeg mig som alenemor.

Faren skulle til at køre børnene i skole. Han var ikke klar over, at klapvognen skulle med. Han vidste intet om sine børn. Det var skræmmende. Det var som om, at han var fuldstændig ligeglad med dem.

Stoppe før tid …
Efter en lang dags arbejde tog jeg mod til mig og satte mig ned sammen med moren. Jeg meddelte hende, at jeg ønskede at stoppe før tid, fordi jeg ikke kunne holde det ud. Ifølge min arbejdskontrakt havde jeg en måneds opsigelse. Jeg sagde op halvanden måned før. Det var vel egentligt okay, selvom hun syntes, at det var åndsvagt og mente, at det var som at få en lussing.

Jeg skulle have været på ferie med hende og børnene, men sagde, at den ferie ønskede jeg ikke længere at komme med på. Hun sagde, at det ikke var noget problem, for hun kunne nemt finde en million andre, der gerne ville med. Jeg var lettet og glad for, at jeg nu havde taget den beslutning. Nu skulle jeg bare overleve halvanden måned.
Hun sagde, at børnene ville få sommerferie slut juni, og hun havde derfor ingen til at passe dem i juli indtil de skulle på ferie. Hun spurgte så inderligt om jeg ikke kunne blive til d. 12 juli. – Det gjorde jeg selvfølgelig…

Følg din drømme og tag på et nyt eventyr …

Intet er så skidt at det ikke er godt for noget! Trods min tid som au pair i denne dysfonktionelle familie, så havde jeg fået blod på tanden. Jeg var vild med Frankrig. Jeg ønskede mere end noget andet at blive i Frankrig. Eftersom jeg havde læst første år på min bachelor (fransk sprog, litteratur og kultur), skulle jeg nu hjem og læse videre på andet år, men jeg tænkte, hvorfor ikke læse i Frankrig?

Jeg studerede jo trods alt fransk. Jeg syntes selv, at det var en glimmerende idé. Jeg kontaktede derfor min studievejleder, for at høre om det var muligt. Hun forklarede mig, at det var på ingen måde normalt. Det var der ingen, der havde gjort før. Jeg ville ikke give op så let. Det endte med, at hun sagde, at jeg kunne prøve at søge om at komme på selvarrangeret ophold. Det betød, at jeg skulle finde de samme fag, som jeg skulle have haft hjemme i Danmark. Efter flere måneders forberedelse og udveksling med Københavns Universitet lykkedes det mig faktisk at få accepteret et selvarrangeret studieophold i Frankrig.

Nu gik turen til Perpignan, hvor jeg skulle indskrives på universitet…

2 kommentarer

  • Kirsten Hau

    Hold da op, Nicoline. Du har været en elskelig “mor” for de tre børn. Gad vide, hvad der er blevet af dem?
    Jobbet som au pair har derudover udviklet sig til at være terapeut, husholdningsassistent og kok.
    Spændende at skulle høre om universitetet:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.