Min sydfranske drøm : Turen går til Montpellier
Montpellier er en charmerende by i Sydfrankrig, der byder på en unik blanding af gammelt og nyt. Med sine smalle gader, historiske bygninger, livlige caféer og restauranter er Montpellier en populær destination for turister fra hele verden. Er du interesseret i historie, arkitektur, kunst eller mad ? I Montpellier finder du noget for enhver smag !
Montpellier er den perfekte by at flytte til
Da min arbejdsplads gik konkurs under coronaen, så jeg mit snit til at søge mod syden. Efter nogen tids søgen var jeg heldig at få tilbudt et job i Montpellier. Jeg har siden, jeg var helt lille været ”bidt af Frankrig”, og håbet på et liv under sydens varme himmelstrøg, så Montpellier var perfekt. Jeg kunne næsten ikke vente med at komme afsted. Jeg glædede mig som et lille barn, der venter på juleaften.
Man har kun ét liv, og man skal følge sit hjerte ! At tage springet og flytte til et nyt sted kan være en modig beslutning. – Men jeg havde prøvet det før : at starte fra forfra, skabe et nyt liv et nyt sted – og det gjorde mig ikke bange. Jeg var klar til at følge mine drømme om et liv i Sydfrankrig. At tage på eventyr og søge efter nye udfordringer og muligheder.
Montpellier er en ret stor by, som har en rig historie og så ligger byen tæt på havet. Der er mange studerende, barer og livlige kvarterer, især i weekenden. Montpellier er et fantastisk sted at gå på opdagelse !
På jagt efter lykken i Montpellier …
Mange af os stræber efter lykke, men uden præcis at vide, hvad der gør os lykkelige. Det er ikke altid let at vide, hvor man skal lede, og hvad man skal lede efter. Men hvis du er villig til at tage et skridt ud af din komfortzone og udforske verden, kan du måske finde lykke et sted, du aldrig havde forventet det.
At flytte til Montpellier var den bedste beslutning jeg har taget i mit franske eventyr. En by med liv og glade dage. Noget af det første jeg gjorde, da jeg var kommet på plads i min nye lejlighed, var at udforske byen.
Jeg blev hurtigt forelsket i byens smalle gader og farverige markeder, den lækre mad og vin, som regionen er kendt for og ikke mindst de smukke strande.
At følge sit hjerte og starte forfra et nyt sted kan være en udfordrende opgave, men hvis du tager springet og udforsker nye steder og muligheder, vil du opdage en helt ny “verden” fyldt med nye eventyr. Montpellier har rigtig meget at byde på…
6 ting du ikke må glip af i Montpellier
1. Place de la Comédie
Pladsen er et must ! Den ligger i hjertet af byen og er livlig både dag og nat. Arkitekturen af bygningerne, der ligger langs pladsen er smukke. Sæt dig på en af de mange café-/restaurantterrasser og nyd stemningen.
2. Den gamle by : L’Ecusson
Gå en tur gennem Montpelliers livligste og mest kendte område : L’Ecusson. Det historiske centrum af Montpellier kaldes Ecusson på grund af sin geometriske form. Det er som en lille landsby inde i storbyen. At At slentre gennem de smalle gader og suge indtrykkene til dig i den historiske del af byen, hvor man blandt andet finder Rue du Bras de Fer, et af mine yndlingssteder – og kendt for sin farverige trappe & små terrasser.
3. La cathédrale Saint-Pierre
I hjertet af den gamle bydel finder du denne katedral i gotisk stil. Den ligner næsten en middelalderborg med de to imponerende tårne.
4. L’Arc de Triomphe
Triumfbuen danner porten til den gamle bydel i Montpellier, og er placeret overfor Promenade du Peyrou.
5. Promenade du Peyrou
Et lille stykke natur i en by er altid meget værdsat. På den kongelige plads kan du se rytterstatuen af Ludvig XIV, og længere nede kan du se vandtårnet designet i det 18. århundrede.
Herfra har du en smuk udsigt over Cevennerne (Cévennes ). Denne bjergkæde er en del af Massif Central.
Desuden er det også her, du kan gå på jagt, når der loppemarked søndag morgen.
6. Le Quartier d’Antigone
Det nye Montpellier ! Arkitekturen står i vild kontrast til den gamle bydel.
Montpellier har noget for enhver smag – fra dens smukke arkitektur og rige historie til dens livlige kultur. Gå på opdagelse og find alle de skjulte perler ….