Perpignan

Udvekslingsophold på Universitet i Perpignan

Et udvekslingsophold i et fremmed land er en kulturel oplevelse og en mulighed for at forbedre dine sprogfærdigheder. At studere i udlandet handler om at gå ”all in”. Man skal tilpasse sig et nyt sted og en ny kultur, men hvordan får man mest muligt ud af det? Det gælder om at suge alt til sig. Have øre og øjne åbne.

Den bedste oplevelse ved at være på udvekslingsophold

Der er ingen garanti for, at det hele bare spiller lige fra starten, men det er helt sikkert alt papirarbejdet, pengene og forberedelserne værd! At tage på udvekslingsophold er klart én af de bedste beslutninger, jeg har taget.

Valget af bolig kan være afgørende for hele oplevelsen som udvekslingsstudent. Jeg kunne ikke få tildelt en bolig i ”La Cité U”, som er et kollegie. Jeg fandt en studielejlighed i den gammel résidence university, hvor en fransk monsieur lejede to lejligheder ud.

Det blev jeg hurtig rigtig glad for, selvom det var en lille lejlighed på 20m2, som lå lige rundt om hjørnet. Mine studiekammerater derimod, der boede i Cité U kom tit trætte i skole, fordi der havde været fest og høj musik.

Mange af de andre internationale studerende havde fået et værelse eller lejlighed i Cité U, men de blev sammen. Dvs. englænderne hængte ud sammen, tyskerne hængte ud sammen osv. Hvis de mødtes på kryds og tværs af nationaliteter, så blev der talt engelsk. De fik selvfølgelig udvidet deres vennekreds, men jeg synes ikke de fik samme indblik i den franske kultur som jeg.

Udvekslingsophold i Frankrig :
En unik mulighed for at lære den franske kultur

Som sagt, så havde den fransk monsieur to lejligheder, som han lejede ud. Jeg fik den ene og en ung mand fra Avignon flyttede ind i den anden. Vi kom rigtig godt ud af det sammen. I starten mødtes vi om aftenen og spiste sammen eller drak et glas vin (eller to), mens vi spillede kort og talte om fransk musik, franske udtryk, franske film og serier m.m. Jeg fandt min lille notesbog frem og skrev alle de nye gloser ned, og på den måde lærte jeg en masse nye ord og udtryk.

Min flotte håndskrift efter et par glas vin 😂

Et udvekslingsophold er en social oplevelse med fis og ballade, men du skulle også gerne blive klogere og få noget ud af det i forhold til dit studie. Når du går i gang med at vælge, hvor i verden du vil læse, så skal du sikre dig, at fagene lever op til de faglige udforinger og krav. Husk at søge om forhåndsgodkendelse, så du ikke pludselig står med nogle fag, du ikke kan bruge. Lav også lidt research om universitet for at finde ud af, hvad det er for nogle mennesker, der går der, og hvad det er for et studieliv der tilbydes.

Perpignan by og studieliv

Det er en mindre by, og de studerende ved, hvordan man får mest ud af det! Der var daglige aktiviteter og sammenkomster. Det var ret nemt at møde andre mennesker. Erasmusstuderende var altid meget åbne og imødekommende, men svære at få til at tale fransk. De ville helst tale engelsk. Hvis du gør en indsats med sproget og viser interesse, vil de lokale også byde dig velkommen.

Fransk sprog kan være ret kompliceret, men accenten i Perpignan er prikken over i’et. Det er en meget speciel accent! Men det er forbløffende, hvor nemt det egentligt er at forstå, hvis du gør en indsats. Derudover, så var det nogle gange svært at tyde de franske kruseduller på tavlen!

Det er ikke det mest moderne universitet i Frankrig. Vi havde undervisning i nogle gamle lokaler, men de nye lokaler var absolut mere end godkendt, og mon ikke de efterhånden har fået renoveret det meste?

Campus var flittigt brugt af de studerende. Der sad tit folk under palmerne og læste. Andre sad ved borde og bænke, mens egern løb frit omkring. 

Byen er ikke moderne og kæmpestor, men du vil virkelig opdage det er fantastisk, fordi du nemt med offentlig transport kan komme vidt omkring. Der er mulighed for at tage en bus til 1€ og komme til Pyrenæerne eller ved havet. Det er en by, der med sin charme vil forføre dig hurtigt.

Forskellen mellem Københavns Universitet og Perpignan Universitet

Der var en kæmpe forskel på de to universiteter! Først og fremmest, fordi der var mere undervisning i Perpignan. Nogle gange var jeg i skole fra kl. 08 til kl. 19.30. Desuden prøvede jeg også at have undervisning lørdag formiddag. Det var lidt en omvæltning. Reglerne var meget mere stramme! Vi måtte ikke have mere en 3 ganges fravær i et fag ellers måtte vi ikke komme til eksamen. Kom man for sent talte det som fravær!
Eksaminerne var også et kapitel for sig. Vi havde 3 eksaminer på en dag !!! Desuden, var det ikke ualmindeligt at folk snød. Pigerne havde nederdele på og i strømpebuksen havde de stukket deres noter ned, så de til selve eksamen lige kunne hive op i nederdelen. Drengene havde noter i penalhuset eller skrevet med kuglepen i hånden. Det var ALDRIG gået på Københavns Universitet!

Ude godt, men hjemme bedst?
Et udvekslingsophold kan godt vende om på denne forestilling. I starten, da jeg lige var flyttet til Perpignan, tænkte jeg, ”Hvad er det du har gang i?”. Det havde været fedt at være i Orléans. Jeg havde fået mange nye venner. Sommeren hjemme i Danmark havde været skøn. Jeg havde været sammen med venner og familie. Nu skulle jeg til at starte forfra i en ny by. Der gik dog ikke længe, før jeg elskede mit nye liv i Perpignan. Det var sindssygt hårdt med alle de fag, jeg skulle have, men samtidig havde jeg, det som om jeg var på ferie. Sol og sommer. Udflugter i weekenderne. Jeg elskede det! Min beslutning om at være på udvekslingsophold var en aktiv måde at lære både sprog og kultur, mens jeg skabte minder for livet.

3 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *